Dette er en sørgmunter bog. Hesselholdt beskriver den del af ens livsforløb, hvor man ser afgørende mere tilbage på sit liv end man ser frem. Man er måske ikke blevet helt affældig. Man er ikke døden nær. Så man kan fortsat kigge frem med et lyst og muntert udtryk. Men samtidig så er det tydeligt, at det hele kun går i en retning. Derfor er der også noget uundgåeligt trist eller sørgeligt over det hele. Denne sindstilstand af melankoli præger dialogen mellem de gamle venner, der taler med sig selv og med hinanden i Feje blade sammen op mod vinden. Deres resignation er på sin egen måde stadig håbefuld.

Det kunne være en bedrøvelig oplevelse af læse denne bog om livets tidlige efterår, men jeg kom faktisk i godt humør. Glæden udspringer også fra nydelsen af Hesselholdts formfuldendte sprog.

Bogen har mange situationsbeskrivelser, der giver plads til genkendelig eftertanke. Bogens hovedperson, Camilla, kigger sin afdøde mors breve og andre efterladenskaber i gennem. Hun konstaterer, at alle disse fortidige liv, der fylder så meget i vores erindring, de er reelt forsvundet, de har nærmest ingen spor sat i den ydre verden. “Disse fortidige livs lykkelige og ulykkelige et øjeblikke er nu opbevaret i hengemte breve og støvede billeder, læst og set af nærmest ingen”. De er, som Camilla undervejs læser i en roman af den franske forfatter Annie Ernaux, “oplevet for ingenting”. Deres energi og forhåbninger og indsamling af af viden var bare, som at feje blade sammen i vinden. Ja, sådan er vilkårene