Skal folketinget blande sig i, hvad der forskes i på universiteterne. Selvfølgelig skal det det. Det gør folketinget jo allerede hele tiden. Spørgsmålet er vel alene, hvorledes indblandingen bør foregå? Artiklen Universitetsverdenen er i oprør over politisk indblanding. Men har Henrik Dahl og Morten Messerschmidt en pointe? i  dennes lørdags Information (Moderne tider, side 7) belyser fint problemstillingen.

På den ene side bør hverken folketing eller lovgiver begrænse friheden til at forske ved at diktere forskningsresultaterne. Det burde være åbenbart. På den anden side, så træffer vi i et demokrati hele tiden beslutninger om, hvilket forskningsfelter vi ønsker at prioritere. Folketinget bestemmer jo, om der skal gives penge til det ene eller andet universitet eller institut med forskellige fokus, alt efter hvad der politiske kan lade sig gøre.

Derfor synes jeg, at det er helt legitimt, hvis der blev truffet en beslutning om at give (flere) penge til, eller omvendt, som det jo hedder i på nudansk, at "defunde" et givent forskningsfelt. Det er meget muligt, at jeg vil være helt uenig i den konkrete beslutning. Men jeg er med på, at sådan virker vores demokrati.

Det synes klart, at den konkrete beslutning fra folketinget har til formål at adressere de udfordringer, som mange mener er opstået med den måde, der forskes på indenfor de såkaldte studies – gender studies, migration studies, cultural studies m.v. Jeg er enig med Stjernfelt her i, at det er et stort problem for forskning, og dermed for vores demokrati, når det i visse forskningsmiljøer slet ikke tillades at udveksle og diskutere åbent forskningsresultater og hele det pågældende forskningsområdes grundpræmisser på grund af en ensretning af holdninger og manglende tolerance for kontroversielle holdninger, f.eks. ved blot at henvise til andres "identitet". Og selvom omfanget af denne ensretning og uvidenskabelige tilgang ikke er kortlagt i Danmark (og i andre steder af den vestlige verden), så er der altid behov for at adressere dette og tage det i opløbet.

Både Stjernfelt og Schanz har gode pointer, når de fremhæver, at det er meget vigtigt, at folketinget ikke selv gør sig skyldig i politisering af forskningen ved at blande sig og udpege konkrete uønskede forskere, og at problemet, der adresseres måske slet ikke er så stort, at det overhovedet fortjener den store opmærksomhed. Heroverfor står så den komplet uvidenskabelige påstand fra Mikkel Bolt om, at hele miseren nok blot skyldes, at nogle gamle hvide mænd er bange for at miste magt. Netop denne bemærkning betyder for mig, at folketinget, der jo repræsentere hele befolkningen, og ikke blot nogle enkelte "identiteter", har været helt berettiget i at bringe problemet på dagsordenen og indskærpe universiteterne deres forpligtelse til at sikre videnskab og slå ned på populistisk aktivisme, der ikke høre til på et universitet men i en politisk organisation.