Der er mange forskellige grunde til at være skeptisk overfor DNS spærringer som et middel til bekæmpelse af forskellige former for kriminalitet, herunder ophavsretlige krænkelser, børneporno og andet. Følgende tre udfordringer er efter min opfattelse særlige problematiske:

1.    DNS spærringer er endnu et eksempel på, at man fra lovgivers side i forbindelse med retshåndhævelsen ”uddelegerer” beslutninger og ansvar til kommercielle aktører, hvis forretningsmodel ikke er møntet på at træffe beslutninger om håndhævelse af straffelovens bestemmelser og til at foretage vægtning af retssikkerhedsmæssige hensyn.

DNS spærringer gennemføres i Danmark gennem fogedretssystemet, idet en DNS spærring pålægges en internetudbyder gennem et fogedforbud. Et fogedforbud er et såkaldt foreløbigt retsmiddel, hvor den person eller virksomhed, som føler sig krænket, for eksempel i relation til noget ophavsretligt, går til fogedretten og beder om at få nedlagt et fogedforbud om en given handling ikke kun overfor den, som måtte foretage krænkelsen, men i høj grad også overfor en tredjemand, som netop ikke som det klare udgangspunkt foretager sig noget ulovligt. I dette tilfælde er den tredjemand, som fogedforbuddet i givet fald pålægges, en internetudbyder eller en anden ”mellemmand”, hvis rolle alene er at muliggøre trafik til det website eller den hjemmeside, hvor den ulovlige aktivitet foregår.

Det fundamentale problem er her, at mellemmanden ingen egentlig interesse har i, at en fogedsag om et fogedforbud afgøres på en måde, som sikrer den rigtige afvejning mellem retssikkerhed, bevisets stilling, kommercielle forhold etc. Mellemmanden er en kommerciel aktør, som helst så sig fri overhovedet for at deltage i sådanne retssager, og mellemmandens vurdering af, om man overhovedet ønsker at møde op og protestere mod fogedforbuddet er baseret på en simpel (måske ikke så simpel endda) cost benefit analyse af, hvad der er i mellemmandens egen interesse.

Det er min erfaring i forbindelse med de sager, som vi hos BvHD har været involveret i, at mellemmanden – i de fleste tilfælde en internetudbyder – ofte blot accepterer fogedforbuddet, da omkostningerne ved at gennemføre en fogedsag er ude af proportion med den fordel, der måtte være i, at fogedforbuddet – og derved DNS spærringen – ikke gennemføres. Tabet i forbindelse med en DNS spærring pålægges jo ikke internetudbyderen, men den, hvis server bliver spærret gennem DNS spærringen.

Udfordringen er således, at den legitime interesse i at bestride et fogedforbud, som er en grundlæggende del i selve processen ved nedlæggelse af et fogedforbud, ikke bliver tilstrækkeligt tilgodeset i forbindelse med de fleste fogedforretninger vedrørende DNS spærringer. Den overfor hvem fogedforbuddet nedlægges (”rekvisitus”) har i langt de fleste tilfælde ikke nogen økonomisk interesse i at bestride anmodningen om fogedforbuddet, og i mange tilfælde vælger vedkommende slet ikke at møde op i forbindelse med selve retshandlingen, hvorfor fogedforbuddet nedlægges nærmest automatisk.

2.    I forlængelse af ovennævnte under punkt 1 kan det i høj grad diskuteres, om fogedforbudsinstitutionen overhovedet er passende til at søge den form for kriminalitet forhindret, som de fleste DNS spærringer har til formål at forhindre. Fogedforbudsinstitutionen foregår som nævnt oftest ved en såkaldt civilretlig proces, hvor to private aktører og den krænkede part og den overfor hvem, fogedforbuddet skal nedlægges, benytter sig af fogedretten. Som nævnt foroven er dette allerede problematisk, da rekvisitus ofte ikke har en interesse i overhovedet at bestride en anmodning om et fogedforbud.

Derudover behandles anmodning om nedlægges af fogedforbud kun overfladisk, da fogedforbuddet er et såkaldt foreløbigt retsmiddel, hvor essensen i sagen henlægges til en efterfølgende ”justifikationssag”, der køres efter de almindelige regler om retssager. Der er således tale om, at den almindelige proces med førelse af vidner og andet ikke gennemføres i forbindelse med behandling af et fogedforbud, men udskydes til den efterfølgende retssag.

Efter min opfattelse er det problematisk, at der ikke er adgang til og gennemføres en reel og substantiel behandling af berettigelsen af et fogedforbud i forbindelse med fogedsagen, netop da den efterfølgende justifikationssag ofte ikke gennemføres. På samme måde som i forbindelse med selve anmodningen om fogedforbuddet, så vil den kommercielle mellemand ikke have nogen interesse i at bruge tid og kræfter på en efterfølgende justifikationssag.

Realiteten er derfor den, at en stor del af de anmodninger, der vedrører fogedforbuddet, og som udmønter sig i DNS spærringer, slet ikke realitetsbehandles. Den, hvis aktivitet DNS spærringen har til formål at forhindre, bliver næsten aldrig hørt i forbindelse med behandlingen – altså hverken under behandling af fogedforbudsanmodningen eller i forbindelse med den efterfølgende justifikationssag – endsige ofte aldrig er klar over, at der overhovedet behandles en anmodning om en foretagelse af en DNS spærring.

Man bør derfor efter min opfattelse overveje, om retsplejereglerne i forbindelse med fogedforbud ikke kun i forbindelse med DNS spærringer, men i forbindelse med alle situationer, hvor man involverer tredjemand i forbindelse med internetaktiviteter, bør ændres, således at enten indehaveren af den berørte hjemmeside eller den, som i øvrigt er det reelle mål for DNS spærringen, eller andet, indkaldes og høres under sagen, eller at der på anden måde i forbindelse med behandling af en anmodning om fogedforbud tages behørig hensyn til dennes interesser.

3.    Udover at de to ovennævnte punkter 1 og 2 er af væsentlig betydning for retssikkerheden, da man således i dag i vidt omfang ”outsourcer” en væsentlig del af beslutningerne vedrørende håndhævelse til kommercielle aktører, og da den egentlige genstand for et fogedforbuds interesser ikke bliver hørt, er der efter min opfattelse også helt generelle udfordringer i forbindelse med anvendelse af DNS spærringer.

Det kan i høj grad diskuteres, om DNS spærringer overhovedet er et effektivt middel til retshåndhævelse, og om således de udfordringer i forbindelse med retssikkerhed, som er nævnt foroven, står i et fornuftigt forhold til de fordele, der måtte være i forbindelse med mere effektiv retshåndhævelse.

Da DNS spærring er en afgørende indgriben i den fundamentale struktur for udveksling af data via internet, bør man være meget varsom med at tillade både offentlige myndigheder og private mellemmænd at gøre indgriben heri.

DNS er internettets adressebog og troværdigheden af denne adressebog er direkte proportionalt med den troværdighed, som internettet har som medium for udveksling af informationer.

Der vil nok i nogle tilfælde være rimelig grund til at iværksætte en DNS spærring, da alle andre rimelige midler for forhindring af den omfattede kriminalitet ikke er tilstede. Efter min opfattelse kan overdreven brug af DNS spærringer imidlertid kompromittere internettets integritet på en måde, hvor skaden for ellers legitime afsendere og modtagere af information via internettet skades i et omfang, der ikke retfærdiggør brugen af en DNS spærring.

Der er en risiko for, at det er ”for let” både for myndigheder og private aktører at bruge DNS spærringer, ikke blot i et ellers legitimt øjemed, men også som et taktisk pressionsmiddel i sager, hvor det ikke er sikkert, at der er tilstrækkeligt juridisk grundlag herfor.

Derfor anbefaler jeg, at brugen af DNS spærringer (og andre anvendelser af fogedforbud) underlægges en højere grad af kontrol end tilfældet er i dag.