Pirate Bay dommen: En pyrrhussejr for indholdsindustrien

 

I sidste uge afsagde Stockholms Tingsret – der vel nærmest er det samme som Københavns Byret i Danmark – som første instans dom i den meget omtalte retssag mellem de fire bagmænd bag fildelingstjenesten Pirate Bay og en stor del af den etablerede indholdsindustri, først og fremmest repræsenteret af de store amerikanske rettighedsorganisationer.

Sagen i Sverige kørte som en straffesag – ligesom det ville være tilfældet i Danmark efter den danske ophavsretslov – hvorefter den svenske stat ved den offentlige anklagemyndighed havde anlagt en straffesag efter straffebestemmelserne i den svenske ophavsretslovgivning mod de fire grundlæggere af Pirate Bay, og hvor rettighedshaverorganisationerne ved samme lejlighed har fået mulighed for at indtale – som det hedder på juridisk sprog – et privat erstatningskrav for det tab, som rettighedsorganisationerne mener, at deres medlemmer havde lidt, som følge af den påståede – og nu pådømte – ulovlige aktivitet fra de anklagedes og nu pådømtes side.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har speciel meget forstand på svensk ophavsret og den deraf følgende svenske straffelovgivning (onde tunger vil også sige, at dette heller ikke er tilfældet for mit vedkommende vedrørende dansk lovgivning 🙂 ), men så vidt jeg har forstået på dommen, så er resultatet først og fremmest, at de fire grundlæggere er blevet idømt dels en fængselsstraf på 1 år, en større bøde, og til at betalte et stort erstatningsbeløb på SEK 30 mio. til de omhandlede rettighedsorganisationer.

Min hovedpointe her er, at der nok ikke er så meget at komme efter i relation til selve den juridiske vurdering af sagen, men at det reelle punkt for et angreb vil være på den lovgivning, som har givet mulighed for, at de pågældende er blevet dømt. Den Stockholmske byret har således nok anvendt de tilgængelige juridiske regler på den rette måde.

Min forståelse er, at den Stockholmske byret har dømt de fire grundlæggere ikke for selv at have foretaget de ulovlige handlinger – altså for selv at have være gerningsmænd – men for at have medvirket hertil.

Dette medvirken ansvar er helt almindeligt og i sig selv ikke noget nyt, og er så vidt jeg kan vurdere, baseret på mere eller mindre de samme overvejelser og regler, som vi finder i dansk strafferet generelt og i forbindelse med ophavsretslige krænkelser mere specifikt.

Det tyder således på, at retten har vurderet, at ikke det at levere en fildelingstjeneste i sig selv er ulovligt, eller i sig selv betyder medvirken til de ulovligheder, der foregår på fildelingstjenesten.

Men retten har altså vurderet helt konkret, at de pågældende grundlæggere ved deres helt konkrete handlinger og undladelser har været vidende om de ubestridte ulovlige aktiviteter, som de enkelte fildelere på Pirate Bay har foretaget, og at de konkrete omstændigheder i øvrigt medfører, at disse fire grundlæggere må betragtes som medvirkende til de ulovligheder, som er direkte omtalt i dommen.

Det er muligt, at man i forbindelse med appellen af dommen, som er varslet af de dømte, ville kunne overbevise appelinstansen, om at det skøn omkring medvirken, som den lavere instans har foretaget, ikke er korrekt.

Jeg tvivler som udgangspunkt på dette. Min umiddelbare vurdering er, at omfanget af den helt klart ulovlig fildeling på Pirate Bay er så stor, at det er svært andet end at karakterisere Pirate Bay som primært en tjeneste, der faciliterer ulovlig fildeling, altså fildeling af ophavsretligt beskyttede værker, som fildeles uden tilladelse fra rettighedshaverne, og at de fire grundlæggere har været og er fuldt ud klar over dette, og i visse tilfælde må anses for rent faktisk at tilskynde til den ulovlige fildeling. Dette bygger jeg blandt andet på de udtalelser, som grundlæggerne har givet i forskellige politiske sammenhænge.

Jeg har derfor nok svært ved – stadig med det forbehold, at jeg jo ikke kender dommen så godt som, hvis det havde været en dansk dom – at være uenig i dommens resultat ud fra en vurdering af, hvordan loven er i dag.

Dette er imidlertid ikke det samme som at sige, at dommen er rigtig ud fra, hvordan loven burde være. Det er min klare opfattelse, at hensynet til at muliggøre lovlig fildeling via filtjenester må veje højere end hensynet til at lukke samme filtjenester ned, fordi der i et eller andet – måske overvejende grad – foregår ulovlig fildeling.

Al lovgivning bør foretages ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for samfundet. Her er det altså min opfattelse, at hensynet til innovation og nyskabende teknologi for deling og distribution af digitalt indhold må veje højere end beskyttelse af de traditionelle forretningsmodeller, der er baseret på stærk kontrol over digitale kopieringer.

Sådan er altså min politiske opfattelse. Hvis den skal forfølges, kræves det enten, at ophavsretslovgivningen ændres til fordel for sådanne fildelingstjenester, eller at flere indholdsudbydere begynder at frigive deres indhold under mindre restriktive licenser, som f.eks. særligt Creative Commons licenserne, der eksplicit giver mulighed for at dele filer via fildelingstjenester.

Uanset af dommen således helt klart må betragtes som en rent juridisk sejr for den traditionelle indholdsindustri, mener jeg, at dommen i virkeligheden kan betegnes som en pyrrhussejr. Kong Pyrrhus af Epirus vandt en sejr over romerne i år 279 f.Kr., men sejren skete med så store tab af mænd, at han ikke var i stand til at fortsætte krigen, idet romerne var langt bedre i stand til at rekruttere nyt mandskab til de fremtidige slag.

På samme måde tror jeg ikke, at Pirate Bay dommen får nogen nævneværdig konsekvens for den fildeling, der lovligt eller ulovligt finder sted i dag på Pirate Bay og mange andre netværk. Det vil fortsætte ufortrødent. Pirate Bay folkene har allerede oprettet alternative tjenester, hvor der nu for alvor kan fildeles anonymt.

Pyrrhussejren ligger i, at den traditionelle indholdsindustri endnu en gang har udstillet, hvor fjernt den er fra, hvorledes deres nuværende kunder ønsker at forbruge og tilgå digitalt indhold i dag. Hvad der naturligvis er endnu værre for den traditionelle indholdsindustri, er at dette også gælder i forhold til deres fremtidige kunder, hvilket er den nye generation af forbrugere fra 0 til vel 15 – 20 år.

Disse unge bliver ikke overbevist om hverken det moralske eller kommercielt forsvarlige i de traditionelle forretningsmodeller ved, at fire svenskere sendes 1 år i fængsel, og en masse nålestribede forretningsfolk og advokater bliver fløjet ind fra USA for at fortælle dem, hvorledes de skal opføre sig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at der er ret mange, der kan se forskel på Bush, Rumsfeld og Cheney og de mange forurettede RIAA og IPFI repræsentanter. (Naturligvis er der forskel!).

Det er jo også blevet oplyst, at Piratpartiet, der er associeret med piratgruppen og Pirate Bay i Sverige, nu har det andet største medlemsnummer blandt politiske partier i Sverige. Derudover forventer man, at Piratpartiet vil stå meget stærkere i relation til valg til Europaparlamentet end tidligere.

Det korte af det lange er nok, at den traditionelle indholdsindustri blot må se i øjnene, at kampen ved domstolen nok er vundet rent på juraen i første instans, men at kampen om den offentlige opinion og PR er tabt både i første og sandsynligvis også vil blive tabt i alle de efterfølgende instanser.

Jeg må nu også sige, at jeg har meget svært ved at have ondt af den traditionelle indholdsindustri i denne forbindelse. Det er jo tydeligt, at peer2peer networks og fildelingstjenester fra Nabster via Kazaa og til BitTorreent og endeligt til Pirate Bay hele tiden har været innovative og teknologiske nyskabelser, som indholdsindustrien hurtigt og effektivt burde have omfavnet og benyttet.

Det er klart, at dette ville have medført en radikal ændring af deres forretningsmodeller, men det er jo altså betingelserne i et konkurrencepræget samfund, hvor man anerkender, at teknologi er en væsentlig drivkraft for forandring.

For eksempel ved man i dag, at den etablerede musikindustri i høj grad benytter sociale netværk og fildelingstjenester til at skabe informationer om, hvorledes præferencer for forskellige typer musik og forskellige konkrete udgivelser skabes, ændres og tilpasses.

Man er således på den ene side imod, at disse netværk – i hvert fald de fildelingstjenester, som man ikke kan få aftaler med – eksisterer, men på den anden side har man erkendt, at de giver afgørende og værdifulde oplysninger om, hvorledes at kunder og forbrugere agerer.

I dag kan man se tilbage på, at den traditionelle indholdsindustri vel har spildt i hvert fald 10 år på en masse retssager, som kun advokater er blevet rige på. Udviklingen har været uafvendelig, og det burde man have indset for 10 år siden. Dette havde kunnet genere indtægter i et omfang, der i et omfang, der hvert fald i en eller anden grad ville have kompenseret for det påståede – og ganske udokumenterede og i mange tilfælde helt urealistiske – tab, som den traditionelle indholdsindustri mener at have lidt på grund af de ulovlige fildelingstjenester (og på grund af moderne digital teknologi generelt).

Det forekommer i dag ret urimeligt, at man i så lang tid har ført et korstog først mod privatpersoner – og nu efter man har indset, at dette for alvor har givet bagslag i en offentlig opinion alene mod teknologiudbydere og udbydere af tjenester.

I hvert fald i burde de – efter min opfattelse – ikke korrekte afgørelser af tabet ved ulovlige fildelingstjenester modregnes et måske lige så tænkt tab, som man selv er skyld i, fordi man ikke har ændret forretningsmodel i tide.

Hvordan kommer man så videre? Jeg tror, at det skal markedet og teknologien nok selv sørge for.

Jeg mener som udgangspunkt ikke, at der bør gøres ret meget på det lovgivningsmæssige område. Dog bør nogle af de åbenbart urimelige stramninger af ophavsretsloven ændres, således at i et eller andet omfang reguleringsuret skrues tilbage til tiden før, at den meget stærke og indflydelsesrige lobby for de primært store amerikanske rettighedsorganisationer begyndte at ”skræmme” lovgivere over hele verdenen til at stramme lovgivningen på området op.

I dag er situationen jo den, at privatkopiering af ophavsretligt beskyttet materiale har strafferammer, som de fleste vel synes er ganske urimelige, når de f.eks. sammenstilles med – for virkelig at sætte det på spidsen – hvad det koster at meje 2 – 3 uskyldige mennesker ned, når man for Gud ved hvilken gang kører spirituspåvirket.

Jeg mener dog ikke, at der bør ændres noget ved det fundamentale i, at de personer eller virksomheder, der skaber værker, skal have beskyttelse – endog stærk beskyttelse – via lovgivning om ophavsret.

Ophavsretten er fundamentalt et gode, som vi skal være glade for. Her er jeg ganske uenig med Piratpartiet og andre, som måtte mene, at ophavsretten skal afskaffes.

Jeg mener, at ophavsretten skal gennemgå en reformation, således at der igen finder en fornuftig balance mellem brugerinteresser og rettighedshaverinteresser sted. Som jeg har nævnt det før, så bør ophavsretten ligeså meget være en ret til beskyttelse af skabernes interesse som en forbrugerbeskyttelseslov.

Da al lovgivning tager tid, og desværre i vidt omfang er påvirket af, hvem de har de stærkeste lobbyister, er løsningen dog på den korte bane, at der via markedet lægges et yderligere pres på de traditionelle forretningsmodeller om fuldstændig kontrol over al digitalt indhold udøvet af rettighedshaverne.

En måde at gøre dette på, som jeg selv tror meget på, er via licensformer, der i langt højere grad er indrettet på den måde, som digitalt indhold bruges på i dag, og som penge tjenes på i den forbindelse. Her taler jeg naturligvis om Creative Commons.

Technorati Tags:

Enhanced by Zemanta

  1. Henrik Moltke avatar

    Fin kommentar, som jeg vil gennemlæse og tygge på, og måske følge op på min blog. Jeg skimter en politisk slagside i dommen, fordi det i sidste ende er et spørgsmål om holdning – fremfor facts – der afgør den skade, Pirate Bay har påført industrien.
    Man kunne argumentere for at den rent faktisk har hjulpet dem – gratis reklame osv; alle ved jo at fildeling er vigtigt for kunstnere, der vil slå igennem idag – og ingen har påvist at fildeling entydigt skader selv has-beens der lever af rettigheder. Man kunne også mene at Pirate Bay har tvunget industrien til at nytænke – ellers sad vi med en Ghostbusters XXII på VHS til samlet leje på 98 kroner når man kom en halv time for sent til Blockbuster.. Pirate Bay har aldrig diskrimineret eller forsøgt at pådutte brugeren en bestemt type af indhold, eller indirekte gjort det gennem begrænset udbud. De har blot indekseret det brugerne ønskede at dele.
    Så, for mig er det en dom FOR establishment og imod “det nye” – og det er et eller andet sted en politisk gestus som kan få konsekvenser ifht vækstlaget.
    Jeg havde ikke ventet en så hård strafudmåling, og det bekymrer mig at en flok nørder som har drevet gæk med Hollywood og iøvrigt udviklet et usædvanligt effektivt distributionsnetværk med himmelskrigende kommercielt og public service-mæssigt potentiale (jvf. NRKs brug af samme platform) ifælge dommeren bør stoppes et år i fængsel. Hvem hjælper det?
    Som en af de medvirkende i Good Copy Bad Copy (goodcopybadcopy.net) – MAYO AYILARAN fra Copyright Society of Nigeria – udtrykker det:
    “If I convict a pirate, the pirate will not put money in my pocket. He will still continue to spend my mone that I pay the government as tax. The government will have to feed hi, the government will have to clothe him, and take care of him while in prison. (…) Copyright is not about stopping people from using your work, but getting them to use your work legally and giving you money for what they’ve done with your work”.
    Og så vil jeg lige kommentere på Piratpartiet. Hvis du læser deres politiske program vil du opdage at se ikke vil afskaffe ophavsretten, men blot vil begrænse omfanget (à la de amerikanere der vil tilbage til founders rights): http://www.piratpartiet.se/politik/upphovsratt
    “Stora delar av underhållningsbranschen som den ser ut idag bygger på upphovsrättens bestämmelser om ensamrätt att utnyttja verket kommersiellt. Vi vill bevara den ensamrätten när det gäller kommersiell användning.
    Men dagens skyddstid – livstid plus 70 år – är absurd. Ingen investerare gör någonsin kalkyler med så lång återbetalningstid. Ingen kan påstå att den i praktiken nästan oändliga skyddstiden är nödvändig för att locka kapital till underhållningsbranschen. Däremot leder den till många negativa konsekvenser för dem som vill bevara eller bygga vidare på klassiska verk. Därför vill vi korta skyddstiden till en nivå som är rimlig ur både samhällets och investerarens synvinkel.”

    Så kan man diskutere hvor længe et værk bør være beskyttet for at balanere mellem incitament og almenvellet, men det her lyder næsten mere Lessig-agtigt end du gør 🙂
    Ærbødigst, Henrik

  2. Rune Kock avatar
    Rune Kock

    Her er tre konkrete forslag til ændring af copyright-reglerne:

    1) Nedsæt beskyttelsestiden til 25 år fra første offentliggørelse.

    2) Hvis ikke rettighedshaveren sørger for at værket er tilgængeligt på sædvanlig vis, mistes beskyttelsen. “Sædvanlig vis” vil sige i et almindeligt brugt format og til en normal pris. (Dette skal dog ikke gælde for værker, som rettighedshaveren slet ikke har mangfoldiggjort).

    3) Forbud mod tekniske kopieringsbegrænsninger (DRM), hvis de kan hindre lovlig kopiering.

  3. Mikkel deMib Svendsen avatar

    Hej Martin,

    Vi kan blive uenige om mange ting 🙂
    – men med hensyn til PirateBay og fildeling har du bestemt fat i meget af det rigtige. Jeg synes også Creative Comons er et langt bedre bud på en fremtidig ophavsret end den der er gældende lov nu.

    Med en lang fortid i musikbranchen kender jeg tingene godt indefra. En af grundende til at jeg forlod branchen var blandt andet dens samlede fejlvurdering af Internet-mediet tilbage i 90’erne. En fatal fejlvurdering.

    I forhold til kmpen om, i hvilken retning ophavsretslovgivningen skal bevæge sig, skal man huske på, at det her ikke handler så meget om lytterne og kunstnerne som det handler om pladeselskaberne. Det er dem, der for alvor har et problem. De fattige musikere er lige så fattige som altid, og de rige musikere er stadig rige. Det er pladeselskaberne, og hele deres forretningsmodel der er ved at skride.

    I forhold til det økonomiske skal man også huske, at branchen altid sammenligner deres faldende salgstal, men de rekordstore salg der var i starten af 90’erne. Må i virkeligheden helt urealistiske salgstal. Midt Om Natten solgte 500.000 kopier – en til hver fjerde husstand. Det kan man ikke forvente er normen der der skal benchmarkes efter.

    Spørgsmålet er, om det er samfundets opgave, at holde “hestevognsproducenterne” i live gennem mere og mere restriktiv lovgivning overfor “bilproducenterne”. Det synes jeg ikke. Specielt ikke fordi det går ud over alle andre end lige “hestevognsproducenterne”.

    Desværre er der stor politisk vilje til netop at beskytte det gamle på bekostning af det nye. Vi ser jo nøjagtigt det samme indenfor dagbladsbranchen, som de fleste partier siger, skal have særstilling og milliardtilskud – for at kunne konkurre mod online medier, som forbrugerne (skatteyderne) i stigende grad vælger til fordel for aviserne.

    Der skal nok kæmpes en del med der her i de kommende år før vi kommer i mål. Men jeg er sikker på det vil lykkes. Jeg er overbevist om, at vi få en bedre og mere fleksibel ophavsretslovgivning med tiden. Jeg tror ikke hestevognene vinder kampen om vejene.

    Og så er der hele den tekniske vinkel. Hele Internettet er bygget på kopierering. Kopiering og videresendelse. Vi kan slet ikke bruge Internettet i dag uden kopiering, indeksering og deling. Vi foretager alle sammen, teknisk set, brud på ophavsretten hver dag.

    Google har aldrig fået lov til at kopiere mit website og tjene penge på det – som de jo gør.

    Jeg har aldrig givet folk lov til at gemme en kopi af mine tekster og billeder, som de jo gør i deres browser.

    Jeg har aldrig givet lov til, at mit materiale gemmes i proxy servere og andre led på Nettet.

    Men hvis vi havde en ophavsretslov der gjorde det muligt for mig at give andre denne begrænsede ret til mit materiale, så gjorde jeg det.

    Så enten SKAL lovgivningen ændres, eller også må vi acceptere at den brydes hver dag.

    Historisk set synes jeg den bedste sammenligning med det der sker nu, er kirkens tidligere kamp mod boktrykken. Kirken ville heller ikke opgivet deres monopol på distribution af viden. Den kamp tabte de også.

  4. Kasper T. Mortensen avatar
    Kasper T. Mortensen

    Jeg synes, at det bliver overset i debatten, at musikindustrien har lært af deres fejl – DRM-begrænsninger (kopibeskyttelse) er på vej ud. I dag kan man f.eks. på cdon.dk og gucca.dk købe MP3-filer med de store musiknavne uden DRM-beskyttelse. Desuden er iTunes gået over til iTunes Plus-formatet, der er i bedre lydkvalitet og uden DRM. Der er i mine øjne ikke længere nogen undskyldninger for at hente musikfiler ulovligt.

    Omkring dommen på 1 års fængsel, så ville det være for meget, hvis det var et par teenagere, der havde downloadet er par sange eller film, men omfanget af piratkopieringen på Pirate Bay, og det at de intet gjorde for at stoppe det, gør at dommen efter min mening er i orden.

    Iøvrigt er jeg enig i forslaget om at ophavsret kun bør gælde i 25 år.

  5. Lars K. avatar
    Lars K.

    Nogen kommentarer til dommerens påståede inhabilitet? Det virker jo unægteligt lidt uheldigt, men det kan jo være svært at vide noget om, uden at kende lidt mere til den omtalte forening.

    http://www.computerworld.dk/art/51209/pirate-bay-dommer-beskyldes-for-at-vaere-inhabil?a=fp_2&i=0

  6. Martin von Haller Groenbaek avatar

    @Lars K. Jeg har nogle kommentarer til forholdet om dommerens mulige inhabilitet på http://www.information.dk/189087

  7. Jan Lillelund avatar
    Jan Lillelund

    For patenter er løbetiden typisk 20 år fra udstedelsen, som typisk er et eller to år før produktet er på markedet. Tidligere var denne periode 17 år.

    Det betyder at man har 20 år til kommercielt at udnytte en opfindelse og få et overskud hjem – noget som lykkes for mange – hvorefter det kommer alle til gode.

    Selvom musik- og filmindustrien nok ikke vil give mig ret, så var det en nærliggende tanke at give dem lignende betingelser. Jeg er overbevist om at det vil skabe større innovation til glæde for alle.

    For at tage musikbrancen så kan man se på hvad Apple har gjort. De er (udover P2P teknologierne) ved at overtage hele musikdistributionen fra musikbranchen. iPod’en er idag hvad radio var i gamle dage. iTunes erstatter Fona, etc.

    Apple opererer med udgangspunkt i en IT industri der konstant innoverer og skaber nyt mens musikindustrien sidder fast i et gammelt paradigme der er ved at have udspillet sin rolle. Jeg vil gætte på at musikindustrien ikke havde set den komme (som Mikkel også påpeger) og min tese er at det skyldes manglende incitamenter i forretningsmodellen – forstærket af copyrighten som en sovepude – til at innovere, skabe nye markeder og ikke mindst nye distributionskanaler.

    Ændrer man copyright i retning af den beskyttelsesperiode patenter giver, får folk pludselig andet end Mozart som gratis “content” og fordi en virksomhed ikke mere ejer ting for “evigt” (livstid + 70 år) skabes der flere incitamenter og bedre grobund (for virksomheden såvel som for andre) for at komme med nye og spændende måder at underholde og gøre livet lettere for os alle på.

    Hvem savner turen til butikken hvor man blot fik at vide at pladen var udsolgt eller hvem husker ikke radioen som næsten aldrig spillede ens favoritter? Med iTunes er der aldrig udsolgt og de har altid dine favoritter. Man kan spørge sig om hvor længe vi stadig skulle leve med den gamle distributionsmodel, hvis ikke der var nogen der havde øjnene åbne da støvet efter Napster havde lagt sig og som alligevel trodsede musikindustrien, men på en mere indsigtsfuld måde.

    Fik man sådan en innovation på andre områder indenfor musikbranchen ville det nok være kærkomment for de fleste. Man kan forestille sig at græsrodslaget, med en begrænsning af copyrighten, får langt bedre muligheder for at bruge og genbruge et langt større udbud af musik i public domain på nye og spændende måder… Uden at skulle huske at have en advokat med i garagestudiet (undskyld Martin :-).

  8. Mikkel avatar
    Mikkel

    Hej Martin,

    Jeg kunne godt tænke mig at høre din kommentar i forhold til sammenligning af PirateBay og Den Blå Avis.

    Politiet har oplyst mig (i forbindelse med anmeldese af tyveri), at mange varer på den blå avis er stjålne varer.
    Som bruger af den blå avis (både køber og sælger) er der ingen krav om dokumentation for de ydelser/produkter som sælges gennem den blå avis er lovlige. I og med Den Blå Avis er med den viden at mange produkter/services som bliver solgt via deres hjemmeside er ulovlige så sætter de ikke en stopper for dette. Hvorfor stopper denne ikke – sandsynligvis fordi det at opretholde filter som sikrer lovlige produkter på deres hjemmeside vil koste for meget økonomisk for dem og ikke være lønsomt, andet argument er at de vil miste mange kunder idet mange af deres kunder er personer som sælger ulovligt materiale.

    Hvis vi nu vurdere i forhold til dine udsagn på PirateBays ulovlighedsgørelse, du siger det er (red.)fordi de er medskyldige i et ulovligt foretagende.
    Med den viden om Den Blå Avis eller for den sags skyld Ebay udlevere en service som kan dokumenteres og fysisk bevises at der sker mange ulovlige aktiviter på. Så er Den Blå Avis og Ebay vel også medskyldige i ulovlig deling af hælervarer m.m.. ?

    Jeg vil meget gerne høre din vurdering herom.

    Med venlig hilsen

    Mikkel Nielsen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *