Direktør i Nasdaq OMX, Carsten Borring, forventer i henhold til Artikel i Børsen 11-11-2009, at antallet af børsnoteringer vil stige kraftigt allerede fra starten af 2010. Især de mange kapitalfondsejede selskaber forventes at strømme ind på fondsbørsen.
Carsten Borring forventer dog også, at både selskaber med et stort vækstpotentiale, som har brug for kapital til ekspansion, samt solide selskaber uden de store vækstmuligheder men med et godt cashflow og afkast til aktionærerne vil anmode om at få deres værdipapirer optaget til handel på børsen.
”Der er rigeligt med risikovillig kapital blandt investorerne”, udtaler Carsten Borring til avisen Børsen og ser derfor muligheden for at få en anden finansieringspartner end bankerne som et godt argument for at lade sig notere.
Direktøren for Nasdaq OMX ser også positivt på udviklingen på First North. First North har på trods af stor kritik vendt op og ned på børsmarkedet. Tidligere var det kun bundsolide virksomheder med en værdi på over 2,5 mia. kr., som kunne gå på børsen, men med First North har også små virksomheder mulighed for at få adgang til investorernes kapital.
I december 2009 vil Nasdaq OMX foretage en omlægning af deres handelssystem til Nasdaqs internationale standardudstyr, hvilket vil medføre, at antallet af udenlandske købere på den danske børs vil stige kraftigt, da alle amerikanske mæglere får direkte adgang til de nordiske aktier i handelssystemet.
Omlægningen til Nasdaqs internationale standardudstyr vil ligeledes medføre, at selskaber, der er noteret i Norden, vil få adgang til hele Nasdaqs globale kontaktnet både blandt medier og børsmæglere.
Der er som udgangspunkt ingen grund til, at dansk små og mellemstore IT virksomheder ikke i fremtiden skulle forsøge at rejse store og små beløb ved emissioner på First North. Det er dog spørgsmålet, om First North er det rigtige sted for et helt nystartet firma at søge sine første penge, da man her typisk vil kræve et højere niveau af professionalisme for økonomiske afrapportering og økonomistyring, end man kan forvente, at en startup har muligheder for og fokus på i den første tid, hvor det blot gælder om at komme i gang.
Leave a Reply