Det er en udbredt misforståelse, at open source software befinder sig i Public Domain. Så lad mig starte dette indlæg om public do,main begrebet med at slå fast, at det forhold, at et stykke software er frigivet under en open source licens, eller at andet digitalt indhold er frigivet under en creative commons licens (med den undtagelse, jeg vil nævne forneden) ikke betyder, at det pågældende software eller indhold kan behandles af dem, som benytter det, som om det var i public domain.

Hvad betyder det egentligt, at software eller et andet værk er i public domain? For det første er selve begrebet ”public domain” ikke noget, som vi kender eller anerkender i henhold til dansk ophavsretslovgivning eller praksis. Begrebet er opfundet i amerikansk ret og har der en specifik juridisk betydning. Det betyder dog ikke, at en begreb eller institut med tilsvarende eller lignende retsvirkninger ikke kan være relevant under dansk ophavsretslovgivning.

Softwarekode og andre værker, f.eks. tekst, video og lyd, der er udtryk for en kreativ indsats fra skaberen, vil med meget få undtagelser være beskyttet af ophavsretten. Ophavsretten giver skaberen visse eksklusive rettigheder (enerettigheder) til at bestemme, hvorledes værket skal udnyttes.

Når et værk er i public domain, eller hvad vi nu vil kalde det under danske forhold, betyder det, at dette ikke er ophavsretligt beskyttet, hvorfor alle i princippet kan benytte det til, hvad de måtte ønske at benytte det til. Det er således offentligt tilgængeligt, og den eneste begrænsning i relation til brug består i realiteten i, er at den, som udnytter værket, ikke kan ”lukke det inde” og ikke selv kan kræve ophavsret over det, med mindre der er tale om en selvstændig kreativ indsats, og i så fald kun for den kreative indsats og ikke for det grundmateriale, der oprindeligt var i public domain.

Værker, der ellers ville være ophavsretligt beskyttet, kan eksplicit i lovgivningen være undtaget herfor. Et eksempel på en sådan undtagelse er de såkaldte offentlige aktstykker, så som love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende, der således ikke er genstand for ophavsret.

En andet – og en noget vigtigere undtagelse til ophavsretlig beskyttelse, hvis man kan kalde det dette – er de værker, der oprindeligt har været omfattet af ophavsretten, men hvor der er gået 70 år efter ophavsmandens dødsår. Når denne lange periode er gået, er værket ikke længere ophavsretligt beskyttet og derfor i public domain. Alle værker af Shakespeare, Bach og Michelangelo er således i public domain. (Noget andet er så, at de enkelte eksemplarer tekst, noder og skulpturer er ejendomsretligt beskyttede og kopier af værkerne i forskellige medier og formater kan være ophavsretligt beskyttede i sig selv).

Det er således vigtigt at understrege, at når en udvikler vælger at lade sin softwarekode frigive under en open source licens, så skyldes dette netop, at udvikleren har den ophavsretlige eneret til at bestemme under hvilke vilkår brugere skal kunne benytte hans beskyttede værk på. Der er således ikke tale om, at udvikleren afskriver sig sine ophavsretlige enerettigheder og frigiver koden til public domain. Han frigiver derimod koden under en licens, der blot er på fundamentalt andre vilkår end traditionelle closed source licensvilkår.

Der kan være mange grunde til, at det vil være fordelagtigt for enten ophavsmanden eller den, der skal benytte værket, hvid værket er frigivet under en speciel licens eller det gøres tilgængeligt i public domain. De forskelle og motiver vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Blot er det vigtigt at understrege, at det både for udvikleren og for udnytteren er vigtigt at vide, dels på hvilke licensvilkår værket må benyttes, dels om værket overhovedet er tilgængeligt på licensvilkår, eller om det er i public domain. Retsstillingen for såvel skaber som udnytter er væsentligt forskelligt afhængigt af, hvilken model, der er valgt.

Det er ofte således, at det er svært for en bruger af softwarekode eller indhold på nettet at finde ud af, under hvilke licensvilkår, det er frigivet, eller om det i det hele taget er tilgængeligt frit som værende i public domain.

Hvis for eksempel et billede er uploaded til en billeddelingstjeneste uden angivelse af licensvilkår eller anden form for oplysning om den tilladte brugen, hvilken anvendelse af billedet er så tilladt? Her vil i langt de fleste tilfælde situationen være den, at den potentielle bruger af billedet må regne med, at han ikke har lov til at benytte billedet til noget som helst uden ophavsmandens tilladelse, medmindre der måtte være en accepteret sædvane for brug. Det er den generelle regel, at man efter dansk ophavsret altid tolker aftaler om anvendelse af ophavsretligt beskyttet materiale indskrænkende til fordel for skaberen.

Det er derfor en god ide, at skaberen af et værk gør det eksplicit, hvis han ønsker, at værket skal overgå til public domain. Ellers ved brugerne ikke, hvad de har at holde sig til. Situationen kan således nemt blive den, at brugere altid vil forvente, at man ikke må benytte f.eks. et billede frit, med mindre da skaberen af billedet har været død i 70 år, hvilket man ofte vil være i tvivl om. Denne usikkerhed kan ingen være interesseret i.

På denne baggrund arbejder Creative Commons i øjeblikket med at inkorporere i deres værktøjskasse med forskellige licenser også en erklæring fra skaberen af et værk om, at han frigiver sit værk til public domain. Arbejdet med denne licens er endnu ikke færdiggjort, men man kan læse det seneste udkast på følgende adresse http://wiki.creativecommons.org/CC0.

Imidlertid er problemet efter dansk ophavsret – og muligvis også i en del andre jurisdiktioner i Europa – at en skaber overhovedet ikke fuldstændigt kan afskrive sig sine ophavsretlige rettigheder og frigive værket til public domain.

I Europa – og således også i Danmark – opererer man med de såkaldte ideelle rettigheder (moral rights), der er ophavsretlige rettigheder for skaberen, som ikke kan overdrages ved aftale, uanset om skaberen ellers måtte have lyst hertil. Dette betyder således, at uanset om en dansk skaber måtte have givet en erklæring med et sådant indhold, som Creative Commons erklæringen om public domain måtte anses at få, vil denne ikke have bindende virkning med hensyn til de ideelle rettigheder.

De ideelle rettigheder består af ophavsmandens krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på et eksemplar af værket, som når dette gøres tilgængeligt for andre, og af et forbud mod, at værket ændres eller gøres tilgængeligt på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Hvad der nærmere ligger i disse ideelle rettigheder i relation til softwarekode og digitalt indhold, vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Det skal blot understreges, at disse ideelle rettigheder altid vil være gældende for et indhold, som man måtte få adgang til via internet, uanset om ophavsrettens levetid måtte være udløbet eller om ophavsmanden f.eks. ved en Creative Commons erklæring har afskrevet sig sine rettigheder og frigivet værket til public domain.

Technorati Tags:
creativecommons, publicdomain