Som det næppe kan være forbigået nogen, der interesserer for det danske internetsamfund (hvad så end dette må betyde), så har IT- og Telestyrelsen besluttet, at vinderen af udbuddet vedrørende administration af .dk domænet er den irske virksomhed Afilias.
Dette betyder, at Dansk Internet Forum (DIFO) som det klare udgangspunkt udgangspunkt har tabt udbuddet om at komme til – i DIFO’s tilfælde – at fortsætte administrationen af .dk domænet i fremtiden.
Alt er imidlertid ikke afgjort på nuværende tidspunkt, idet Afilias alene vil blive overdraget den tekniske administration, såfremt Afilias samtidig kan skaffe en tilstrækkelig opbakning hertil fra en væsentlig del af det danske internetsamfund. Hvis en sådan opbakning ikke gives, vil det fortsat være DIFO, der gennem DK-Hostmaster A/S, forestår administrationen af .dk domænet i Danmark.
Der foregår således i øjeblikket en væsentlig debat i den anledning – for at sikre den nødvendige opbakning fra det danske internetsamfund. DIFO søger på den ene side naturligvis fortsat at sikre sig opbakning fra den medlemskreds, som DIFO som forening består af i dag, og andre, som måtte ønske at støtte DIFO’s fortsatte administration.
Afilias forsøger naturligvis på den anden side at skaffe sig opbakning fra aktører indenfor det danske internetsamfund til deres administration af .dk domænet. Dette sker gennem etablering af dotDK, som er den forening, der i givet fald skal organisere den politiske del af administrationen af .dk domænet sammen med Afilias, der skal stå for den tekniske del.
Lad mig gøre det helt klart fra starten: Jeg er meget partisk i denne sag, idet jeg støtter DIFO i buddet på fortsat at forestå den politiske administration af .dk domænet.
Dette gør jeg af forskellige grunde, som jeg vil komme nærmere ind på i senere blogposts her og andre steder. På nuværende tidspunkt vil jeg imidlertid blot redegøre lidt for min egen baggrund og historik i forbindelse med administrationen af .dk domænet i Danmark.
Lad mig også starte mig at gøre det fuldstændigt klart, at jeg sidder i bestyrelsen for såvel DIFO som DK-Hostmaster A/S, at jeg har gjort dette siden DIFO blev stiftet den 1. juli 1999 (jeg er således et af de to eneste medlemmer af bestyrelsen, der har været med fra starten), og at jeg lige siden starten har modtaget bestyrelseshonorar for min deltagelse i bestyrelsen på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Det skal også nævnes, at jeg er partner i advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted, der ligger hus til sekretariatet for det Klagenævn for Domænenavne, som er uafhængigt af DIFO, men som finansieres af DIFO. Jeg sidder i bestyrelsen for DIFO efter indstilling fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).
Her lidt yderligere historik. Faktisk var det således, at FDIH og hedengangne Forening af Internetleverandører (FIL) oprindeligt på foranledning af det daværende Forskningsministerium tog initiativ til at danne det der dengang blev kaldt Internet Danmark – Memorandum of Understanding (IDMOU). Jeg var selv, som del af ledelsen i FDIH på det tidspunkt, ret aktiv i den proces.
Siden da har jeg været tæt involveret i DIFO og DK-Hostmaster A/S. Udover at jeg er blevet udpeget af en organisation (FDIH), der i DIFO sammenhæng repræsenterer de registranter, der er professionelle brugere af domænesystemet i Danmark, så har jeg i høj grad set det som min rolle at medvirke til at sikre den rette balance mellem private og professionelles brugere af domænesystemet, herunder særligt balancen mellem private brugeres interesser og rettighedshavernes interesser i forbindelse med domænenavne.
Der har ofte været en tendens til, at rettighedshavere indenfor varemærkeret og ophavsret har ønsket at udvide de rettigheder, som de har i den ”analoge verden”, således at disse forstærkedes og var mere brede i den digitale verden. Således har der været behov for at sikre, at vi ikke i DIFO ændrede på den fundamentale rettighed for private aktører i den analoge verden, hvorefter de har lov til at anvende i ikke-kommercielle sammenhænge navne og betegnelser, hvis kommercielle anvendelse er beskyttet af en rettighed, f.eks. en varemærkeret.
Repræsentanter for de virksomheder, som har mange varemærker, hvilket først og fremmest vil sige patentbureauer og advokater, har ofte ønsket at udvide denne beskyttelse for deres rettighedshavere, således at private brugeres anvendelse af varemærker i privat sammenhæng i forbindelse med domænenavne blev begrænset. Det har jeg forsøgt at arbejde for ikke skete.
Herudover har jeg set det som en af mine mærkesager også at sikre, at den persondataretlige beskyttelse af private brugere i forbindelse med domænenavne opretholdtes. F.eks. skulle det ikke være lettere at få oplysninger om, hvem der stod bag et domænenavn, blot fordi der var tale om et domænenavn, som var registreret i Whois databasen, end det ellers skulle være i den almindelige verden, når man ville finde ud af, hvem, der stod bag f.eks. et telefonnummer.
Når det så er sagt vil jeg også understrege, at jeg synes, at det er helt fantastisk godt, at vi i Danmark har været igennem denne udbudsproces omkring administrationen af .dk domænet.
Der er ingen tvivl om, at DIFO og DK-Hostmaster A/S er blevet tvunget til at se deres forretning, processer og politik nøje igennem for at sikre, at den var så godt formuleret og tilrettelagt i udbudssituationen. Og der er sikkert meget at gøre bedre.
Det er også klart, at det forhold, at Afilias nu i første omgang har vundet udbuddet betyder, at DIFO må ligge sig endnu mere i selen for at sikre, at man har noget bedre at tilbyde både på det politiske og det tekniske i forhold til Afilias, hvis DIFO skal forsætte administrationen.
Dette er det man kalder konkurrence, og det er rigtigt godt for det danske internetsamfund, hvilket i denne sammenhæng vil sige, at alle der benytter sig direkte eller indirekte af .dk domæner.
Personligt befinder jeg mig i lidt af et dilemma. På den ene side støtter jeg som nævnt foroven fuldt ud DIFO, og jeg har naturligt min loyalitet, hvor jeg sidder i bestyrelsen og har medvirket i mange år.
På den anden side har jeg stor respekt for mange af de personer, der står bag særligt de nye foreninger, der er etableret i forbindelse med Afilias’ bud på .dk domæneadministrationen. Jeg arbejder således tæt sammen med og har dyb respekt for Nikolaj Nyholm fra den nyetablerede forening dotDK og bl.a. Guan Yang, fra den ligeledes nyetablerede forening af domæneregistranter.
Jeg vil forsøge i nogle blogindlæg i den nærmeste fremtid at redegøre for, hvorfor jeg mener, at DIFO fortsat bør forestå registreringer af .dk domænet.
Technorati Tags:
dotdk, dk-hostmaster, afilias, difo
Leave a Reply